Siden jeg trykte min kronik om nettets muligheder og søsatte denne blog har jeg fået en masse henvendelser fra folk med gode idéer til projekter, som kan gøre det danske samfund bedre og mere intelligent.
Det er skønt, og jeg håber folk vil blive ved med at skrive til mig, og at så mange af projekterne som muligt, kan blive til noget. Det er brug for et hav af nye net-tiltag til at forandre og forbedre det danske samfund.
Men en af de problemer, som bliver ved med at komme op – særligt for de mere idealistiske projekter – er hvor pengene skal komme fra. Der mangler ganske enkelt en god infrastruktur til at understøtte gode visionære webprojekter. Over tid er der opbygget støtteordninger til filmprojekter, medieprojekter og der er mange fonde som giver til et hav af gode formål, som ikke kan fungere på rent kommercielle vilkår. Men det virker som om det er meget vanskeligt at få penge til webprojekter til godgørende formål.
En kollega sendte mig link til en tankvækkende artikel på Salon.com med et interview med Chris Anderson, som har skrevet bestselleren ”Long Tail” og senest ”Free”. Anderson er en af dem, der har gjort mest for at give verden en bedre forståelse af nettet, og er en af de tænkere vi følger tæt her på bloggen.
Jeg er vild med følgende passage fra interviewet:
Mr. Anderson, let’s talk about the future of journalism.
This is going to be a very annoying interview. I don’t use the word “journalism”.
OK , how about newspapers? They are in deep trouble both in the United States and worldwide.
Sorry, I don’t use the word “media”. I don’t use the word “news”. I don’t think that those words mean anything anymore. They defined publishing in the 20th century. Today, they are a barrier. They are standing in our way, like a horseless carriage.
Which other words would you use?
There are no other words. We’re in one of those strange eras where the words of the last century don’t have meaning. What does news mean to you, when the vast majority of news is created by amateurs? Is news coming from a newspaper, or a news group or a f news group or a friend? I just cannot come up with a definition for those words. Here at Wired, we stopped using them.”
Nu er den sidste bastion for afsender-kontrolleret kommunikation på nettet faldet: Hjemmesiden. Indtil for få dage siden, kunne virksomheder og organisationer trøste sig med, at de godt nok ikke kunne kontrollere, hvordan de blev omtalt bredt på nettets millioner af sider, men de kunne i det mindste kontrollere, hvordan de fremstod på deres egne hjemmesider.
Nu er det slut. Forleden offentliggjorde Google en ny service de kalder Sidewiki. Som navnet antyder er det en bar i siden af websider, hvor brugere kan poste viden og kommentarer omkring den specifikke side. Det svarer lidt til at alle sider på nettet, pludselig har fået en “kommentar-sektion”. I første omgang er det til Firefox og Chrome browsere, men hvis det bliver en succes vil det sprede sig.
Min sidste post omkring ”Tribes” har givet anledning til debat, om hvad der skal til for faktisk at skabe et online fællesskab, eller community som det kaldes på nydansk.
Det findes, der helt sikkert ikke en enkelt opskrift på, men det er værd at tænke lidt over. Herhjemme er – brand community – blevet en af den slags buzz words, som alle virksomheder og organisationer pludselig begynder at flokkes om, at ville have.
I USA derimod oplever jeg mere, at stemningen er, at det er spild af tid og penge at ville opbygge sit eget community.
Det er med fornøjelse, jeg lige har læst Seth Godins nyeste, lille bog – ”Tribes”, altså stammer på dansk. For dem der ikke kender Godin, er han en af de førende tænkere og foredragsholdere inden for nutidig marketing og hans anbefalelsesværdige blog, har bladet Advertising Age udnævnt til verdens mest inflydelsesrige i erhvervslivet.
Bogen har egentlig to grundargumenter – eller måske skulle man snarere sige budskaber for den er mere skrevet som et postulerende manifest, et opråb til verden, end som et rationelt argument. Det ene budskab er, at det grundlæggende er en bedre idé som virksomhed, organisation eller person at bruge sin tid på at gøre rigtig meget for nogle få dedikerede end gøre lidt for rigtig mange. Godin siger, at hvis man gør nok for nogle få, kan man skabe sig en stamme, et fællesskab af folk som støtter op om ens vision og mål, og det skaber succes. Hvis en stamme er stærk nok kan det udvikle sig til en folkebevægelse og det kan ændre verden.
I den noget opskruede sag om jægerkorps-soldatens bog, som Politiken har valgt at trykke, er ytringsfriheden igen – som den gjorde under Muhammed-sagen – blevet trukket op af hatten som et princip-argument.
Men uanset hvad man ellers mener om rigtigheden i at trykke en soldaterbog eller nogle karrikatur-tegninger, så holder ytringsfrihedsargumentet ikke i en netbaseret tidsalder. Information kan ikke stoppes og uanset hvad bliver både bog og tegninger tilgængelige på nettet (og er allerede blevet det). Hvis Politiken fx blot havde lavet et link til den fulde bog på deres hjemmeside, ville der med sikkerhed ikke være en større debat om sagen.
I USA raser sundhedsdebatten på fuld tryk for tiden. Det gør den desværre ikke i Danmark, hvor det højest kan blive til nogle enkelte skvulp som fx i forlængelse af Berlingske Tidendes beundringsværdige artikelserie om fejl i systemet.
Krisetegn er der ellers nok af – ikke mindst, at ca 2,5 mio. danskere nu har så lidt tillid til det offentlige sundhedssystem, at de betaler for en privat sundhedsforsikring, som Ugebrevet Mandag Morgen har påvist.
Jeg er selv en af dem. Jeg har oplevet at nogle af mine nærmeste har fået grotesk dårlig behandling i systemet, og kender endda nogle, som har oplevet så grelle ting, at de simpelthen ikke tør lade sig behandle i det danske system længere. Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har talt med nogle i Danmark – andet end politikere – som har rost det danske system.
Denne blog er skabt for at udvikle og videregive nye indsigter i de store omvæltninger nettet bringer.
Håbet er, at tankerne kan inspirere danskere på alle niveauer til at gribe nettets muligheder for at skabe et rigere og mere intelligent samfund med det enkelte menneske som omdrejningspunkt.