Genopstår stammesamfundet?
Det er med fornøjelse, jeg lige har læst Seth Godins nyeste, lille bog – ”Tribes”, altså stammer på dansk. For dem der ikke kender Godin, er han en af de førende tænkere og foredragsholdere inden for nutidig marketing og hans anbefalelsesværdige blog, har bladet Advertising Age udnævnt til verdens mest inflydelsesrige i erhvervslivet.
Bogen har egentlig to grundargumenter – eller måske skulle man snarere sige budskaber for den er mere skrevet som et postulerende manifest, et opråb til verden, end som et rationelt argument. Det ene budskab er, at det grundlæggende er en bedre idé som virksomhed, organisation eller person at bruge sin tid på at gøre rigtig meget for nogle få dedikerede end gøre lidt for rigtig mange. Godin siger, at hvis man gør nok for nogle få, kan man skabe sig en stamme, et fællesskab af folk som støtter op om ens vision og mål, og det skaber succes. Hvis en stamme er stærk nok kan det udvikle sig til en folkebevægelse og det kan ændre verden.
Hans eksempler spænder fra de velkendte som Steve Jobs, der har gjort Apple til en bevægelse, Barack Obama, som klogt brugte dedikerede støtter til at skabe en bevægelse, men også en række mindre som softwareprogrammøren Joel Spolsky, der har skabt et fællesskab omkring at lede en flok programmører med brug af et simpelt website, hvor han deler ud ad sin viden – og mange er begyndt at dele deres med ham. Godin mener – hvilket er plausibelt nok – at alle har brug for tilhørsforhold, og at disse fællesskaber dermed tilfredsstiller nogle alment menneskelige behov og at de samtidig er det mest værdifulde en virksomhed kan få. Fællesskaber er ikke noget nyt, men Godin mener Internettets værktøjer, som Facebook, Twitter og community sites har gjort dem meget lettere og billugere at skabe. Derfor vil vi se flere af dem i fremtiden og de bliver vigtigere og vigtigere for virksomheder og organisationer.
Godins andet store budskab – som indfanges af bogens undertitel –We need you to lead us – er, at stammer ikke opstår tilfældigt, men altid skyldes at en person, har taget initiativ og lederskab til at skabe noget nyt. Sidste del er bogen er faktisk en lang hyldest til entreprenøren i os alle, til det enkelte individs initiativ, mod og selvstændighed. Godin væmmes inderligt ved store organisationers træghed, frygt for forandring og gør som vi plejer attitude. Han har kun hån til overs for lønarbejdere, der gør som der bliver sagt. Bogen opfordrer alle til at tage hånd om deres eget liv og følge deres passion. Der er noget helt eksistentielt over den del af bogen, og det plus bogens korte sætninger og brug af aforismer og oneliners, giver den mig mindelser som Nietzsche – uden jeg dog vil vove at sammenligne Godin med ham i dybde og originalitet.
For egentlig er der ikke noget grundlæggende nyt i bogen – argumentet om at at gøre kunderne til dine fans, dine ambassadører er hørt mange gange før – og passionerede opfordringer til at tage personligt lederskab og skabe forandringer skorter business litteraturen heller ikke på. Og særligt savner jeg nogle større overvejelser om, hvad det betyder for samfundet, hvis vi går i mod en tid, hvor vi bliver knyttet sammen i mindre interessefællesskaber på tværs af grænserne. Bliver verden mere polariseret og fragmenteret og opstår de nye fællesskaber på bekostning af de gamle, fx familie og fodboldklub, eller bliver det enkelte menneske – og dermed verden – styrket og rigere ved at kunne deltage i – og selv skabe – nye fællesskaber. Godin mener nok det sidste, men interesserer sig ikke synderligt for den slags spørgsmål.
Men Godin har en tone, en oprigtighed og en række tankevækkende observationer, der gør at bogen faktisk er værd at læse. Den giver ingen opskrift på, hvordan man skaber et fællesskab. Faktisk er dens pointe, at der ikke findes opskrifter, men at det kræver personligt mod og handlekraft, at tage lederskab og skabe en stamme. Den er snarere en slags mentalt koldt bad, der frisker en op og gør man kan stå op næste morgen, med en – ”ja, i dag skal jeg sgu ikke gøre som jeg plejer, i dag skal jeg ændre verden attitude”. Og da bogen kun er 151 sider er det et hurtigt bad, som kan anbefales.
RSS feed
Jeg har netop sat denne bog på listen over bøger jeg skal læse. Jeg har været frusteret et stykke tid – som mange andre tror jeg – over den voldsomme informationsmængde man skal skære sig igennem for at finde det interessante.
Hvis man tager en anden vinkel end den traditionelle virksomhed og kunder og mere taler om værdifællesskaber, så tror jeg at der er meget af det han siger der kan bruges. Der kan nok godt skabes en form for ’stamme’ omkring consumer produkter – men der skabes en grundlæggende loyalitet hvis der er værdier med i spillet.
Jeg tror på at vejen er at have nogle derude i rum-nettet somman kan stole på. Nogle der har de værdier man står inde for. Nogle der kan være fægterne i frontline og dermed gøre det nemmer e for os resten af høste frugterne. Det er ikke alle der ønsker og har den passion at de vil være i fronten – og hvis alle skaber hele tiden, hvem er der så til at være med i stammen? Frontkæmpere med samme mål?
Der skal også tænkes i hvilken fordel det vil være for mange at der er lidenskabelige frontkæmpere som man kan slutte sig til. Som man stoler på.