Chris Anderson samler trådene
I går brugte jeg en dag sammen med Chris Anderson til et arrangement, som Dansk Markedsføringsforbund afholdte.
Anderson gjorde det godt, var frisk, veloplagt. Det var mit første møde med ham, og han var yderst sympatisk og beskeden. Men arrangementet led en smule under at være struktureret som en envejs-forestilling, snarere end et interaktivt værksted, der gjorde brug af deltagernes kollektive viden, hvilket var synd.
Der blev givet et hav af gode eksempler på Long Tail og Free, men det mest interessante var, at WIRED-redaktøren formåede at samle de to tendenser.
Som han gentagne gange understregede er pointen i Free, at man i stedet for at reklamere på nettet, skal give noget værdifuldt væk for at opbygge en markedsposition. Den markedsposition kan man så bruge til at sælge ekstra ydelser. Så fremtidens forretningsmodel er noget ”for free” og noget der er ”premium”. Derfor bruger han også ordet Fremium (som i øvrigt er taget fra Fred Wilson).
Men hvilke dele af ens ydelser skal man give væk gratis, og hvilke skal man tage penge for? Her var hans skarpe svar: Man skal give de mest populære, standardiserede og brede services og indhold væk gratis for at få trafik på nettet, og så tjene de rigtige penge på nicherne, altså i ”the long tail”.
Så det er hovedet i den lange hale der er gratis, mens halen koster penge. Det er fuldstændig modsat af, en typisk salgs- og prisstrategi.
Et godt eksempel er avisbranchen. Som beskrevet forleden kan aviser ikke bare begynde at tage penge for deres almindelige indhold. De bedste af dem kan måske gøre som aviserne Wall Street Journal og Financial Times, der giver deres daglige nyheder væk gratis (derved også har fordelen ved, at de er tilgængelige via søgemaskiner), men som kræver abonnementsbetaling for at kunne læse nogle særlige artikler på nettet. De har fundet ud af, at jo mere en bruger læser og jo mere nicheorienteret emnet er, jo større er betalingsvilligheden.
Chris Anderson forklarede: ”Man skal tænke sin prisstrategi, som at der skal være et produkt, der er gratis og når så mange som muligt, et der koster nogle få dollars og når lidt færre, og hele vejen ned ad halen til nogle få produkter til mange tusinde dollars. Sådan er vi begyndt at tænke vores produkt hos os i WIRED. Tusinde dollars produktet er en frokost med mig.”
Man kan kritisere Anderson for flere forhold. Bl.a. at han ikke altid har blik for forskellighederne og nuancerne på nettet, og for at hævde økonomiske lovmæssigheder om udviklinger, der er socialt bestemte.
Men den virtuose sammenkædning af hans to store idéer, gjorde at Anderson helt klart var en dag værd.
RSS feed