Der hersker en fordom om, at bloggere ikke selv skaber historier, men blot snylter på rigtige journalisters hårde arbejde i felten.

Men sådan er det ikke ifølge bogen ”Bloggers on the bus”. I bogen har den amerikanske journalist Eric Boehlert sat sig for, at undersøge de bloggere som var aktive i Obamas valgkamp – og i visse tilfælde medvirkende til hans sejr. Hvor kommer de fra, hvad er deres baggrund, hvad lever de af, hvad tror de på og ikke mindst, hvordan er de med til at påvirke den politiske proces?

Det er der kommet en fascinerende og til tider rørende bog ud af. Bloggerne viser sig at være lige så forskellige, som mennesker er flest. Fællesnævnerne er, at skriveriet på nettet er blevet deres personlige livsprojekt. De får kun i få tilfælde penge for det, og arbejder dag og nat.

Der er historien om økonomiprofessoren Duncan Black, der aldrig har været synderligt interesseret i politik, men optændt af vrede imod George Bush starter bloggen Eschaton, som bliver en af de mest indflydesesrige demokratiske blogs.

Og historien om Mayhill Fowler, en 61 årig mor til to, som nærmest tilfældigt bliver tilknyttet den side, som mere end nogen anden materialiserer en ny tids politisk dækning, nemlig www.huffingtonpost.com. Fowler ender bl.a. med at afsløre Clintons vredesudbrud over en Vanity Fair artikel og Obamas næsten fatale udtalelse om, at bitre folk i små byer klyngede sig til våben og religion og racehad som kompensation for dårlig økonomi.

Der er også en række andre historier om kvinder og mænd, ældre og yngre, der finder deres kald og mening med tilværelsen som politiske bloggere. I flere tilfælde får de gennemført betragtelige politiske forandringer.

Det er let at kritisere disse amatører udfra gængse journalistiske kriterier. De er ekstremt ensidige og ligeglade med begge sider af en historie, de ser stort på fairness og er drevet af rent subjektive nyhedskriterier. De er faktisk det diametralt modsatte af en objektiv reporter.

Men netop derfor, argumenterer bogen, er de vigtige og bibringer den politiske dækning noget nyt, friskt og tiltrængt. De udgør en stemme, som er tættere på almindelige mennesker end medierne ellers er, som er autentisk og bringer nye vinkler til debatten. Bogen har talrige eksempler på at bloggerne graver dybere end journalisterne gør, fordi de med en utrættelig ildhu fokuserer på få emner og aldrig giver op.

De skriver også med en impulsivitet, en oprigtighed, en vrede og en glæde, som smitter en masse mennesker til politisk engagement. De tager historier op, som er væsentlige for mange amerikanere, og går helt uden om det taktiske spil og de spin-analyser de etablerede medier er fyldt med i dag.

Under læsningen blev jeg slået, af hvor meget de beskrivelser minder om beretninger, jeg har læst om de slutningen af 1800-tallet i Danmark, hvor en ny blomstrende politisk bevidsthed blev skabt og flere af de aviser vi kender i dag, fandt deres form, og hvor mange andre blev startet op og gik ned igen.

På den tid hvor ulige mennesker som Viggo Hørup, Edward og Georg Brandes, Holger Drachmann og Christian Berg og mange flere forenede politisk kamp og journalistik og skabte nogle af de mest læseværdige artikler, der nogensinde er trykt i en dansk avis. Dengang var der heller ikke meget objektivitet, faste formater eller standardiserede procedurer for journalistikken, men til gengæld stod der ild ud af siderne.

Hørups udtryk ”del jer efter anskuelser” er i hvert fald meget dækkende for det politiske landskab på nettet, som det ser ud i USA i dag. De nye, vilde politiske stemmer kan ikke stå alene, men bogen påviser overbevisende, at netskribenterne er blevet et meget stort og værdifuldt supplement til den etablerede politiske meningsdannelse.

Tilbage fra bogen står spørgsmålet om de eksisterende medier kan tage ved lære fra bloggerne? Det kan de ganske givet, men må nok også erkende, at den bedste og mest medrivende politiske journalistik ikke skrives af funktionær–ansatte journalister med 8-16 job, pænt kontor og god barselsordning, men derimod af folk, der vil have deres historier ud, koste hvad det vil.

Der er ikke endnu mange politiske bloggere herhjemme, og slet ikke et levende nutidigt tovejs-medie som Huffingtonpost, men lad os håbe det kommer. Bloggernes begejstring, kan medvirke til at optænde et politisk engagement vi ikke har set længe og skabe en anden type politisk dækning, der engagerer i stedet for at passivisere befolkningen.

Bogen kan købes på Amazon.

This entry was posted on Monday, October 19th, 2009 at 8:24 am and is filed under Artikler. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.