• Blogindlæg
  • I pressen
  • Om bloggen
  •  

    Den alternative nytårstale

    lokke2

    Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale nævnte ikke internettet med et ord. Her er mit forslag til, hvad han burde have sagt om den sag:

    ”Ligesom klima-forandringerne, er internettet en af tidens helt store omvæltninger. Det ændrer danskernes hverdag måske mere end noget andet nybrud i de seneste 50 til 100 år.

    Og 2009 var et vendepunkt. Ikke bare fyldte nettet i sin nuværende form 20 år, det blev også året, hvor det blev større end aviser, tv og radio.

    Og lad mig være ærlig. Vi har i Danmark alt for længe gjort for lidt på det område. Vi har behandlet nettet som et stykke teknologi, i stedet for som en enestående historisk mulighed for at skabe et endnu bedre samfund.

    Derfor halter vi bekymrende bagefter. Vi har som land ikke fået skabt store net-virksomheder, som kan konkurrere globalt, som vi fx kan på medicinalområdet. De amerikanske net-sider er totalt dominerende herhjemme. Og den offentlige sektor, som var tidligt ude på nettet er gået i stå. De muligheder der ligger for at skabe åbenhed om beslutningsprocesser, inddrage borgerne og skabe nye og bedre offentlige serviceydelser har vi slet ikke fået udnyttet.

    Det vil jeg lave om på. Som med grøn teknologi er internettet både afgørende for vores velstand, vores velfærd og vores fremtidige generationer. Derfor har jeg som led i min danske drøm søsat et løfte, som jeg vil bede alle danskere holde mig op på. Danmark skal være det land, der er bedst til at udnytte nettets muligheder. Ikke for teknologiens, men for den enkelte danskers skyld.

    Min drøm er et samfund, hvor vi bruger nettet til at sætte den enkelte borger i centrum for alt, hvad vi fra politisk side gør. Et samfund, hvor borgernes behov og ønsker – og ikke institutioner, virksomheder, interessegruppper eller enkeltsager – er vores ledestjerne. Min drøm er et mere menneske- og mindre institutionsstyret samfund.

    Men tag ikke fejl. Det er en lang rejse, vi begiver os ud på i dag. Forandringerne kommer ikke let.

    Jeg vil først i det nye år, som den første statsminister i verden udpege en minister for internettet, som får til opgave at udvikle en sammenhængende national strategi for at få Danmark i front.

    Regeringen vil forpligte sig på at investere massivt i den teknologiske infrastruktur, som i dag er mindst lige så vigtig som veje og broer. Bl.a. skal alle danskere have ret til gratis højhastigheds internetadgang og mobil-netværket skal udvides betydeligt. En del af vores høj-teknologifonds investeringer skal øremærkes til net-projekter. Vi skal gentænke alle støtteordninger inden for medieområdet, sådan at vi får en fremtidsrettet mediestruktur. Derudover vil jeg sammen med en af verdens førende og mest nytænkende venturefonde Union Square Ventures oprette en privat-offentlig venture-fond, som skal investere i både helt små og større mere ambitiøse webprojekter med dansk islæt.

    Vi skal også sætte ind på uddannelsesområdet. Jeg talte tidligere om læseløfte. Men det er slet ikke nok. Vi skal have et computer-færdighedsløfte. Ingen skal forlade den danske folkeskole uden basalt kendskab til computer og internet-teknologi. Alle danske børn skal kunne lave deres egen hjemmeside. Inden for de videregående uddannelser skal vi samle de bedste kræfter og skabe et af verdens førende centre for forskning i computer og alle internet-relaterede fag.

    Vi skal ikke kopiere Sillicon Valley – men vi skal skabe vores egen danske udgave, som skal kunne tiltrække de bedste og klogeste fra hele verden inden for nogle særlige vækst-områder, som passer til, hvad vi er gode til.

    Som en del af min drøm skal alle offentlige institutioner og myndigheder forpligtes til en plan for, hvordan de vil gøre, hvad de gør i dag bedre og billigere med brug af nettet. Jeg vil ikke længere se papirer flyde rundt i ministerierne. Jeg vil ikke længere se statiske hjemmesider, der ikke er andet end en reklamebrochure for en institution. Jeg vil kræve at alle offentlige myndigheder og virksomheder bruger nettet til at give borgerne bedre og nye services. Sammen med KL vil jeg nedsætte et internet-institut, der skal hjælpe kommuner og regioner med at udvikle innovative net-tjenester.

    Derudover vil jeg ændre lovgivningen om offentlige data, hvor vi vender principperne på hovedet. I stedet for som i dag, hvor man skal have lov for at offentliggøre data, skal al den data vi har om befolkningen være frit tilgængelig med mindre, der er meget gode argumenter i mod det. Vi skal have verdens mest åbne og gennemsigtige offentlige sektor.

    Hvis vi frisætter data vil det i sidste ende føre til opblomstringen af en række private tjenester, som kan hjælpe til at løse en række dagligdagsproblemer for borgerne.

    Og det er vigtigt at vi tænker udover grænserne. Sammen med min internet-minister vil jeg tage lederskab i EU på området. Europa skal tilbage på banen. Vi kan ikke være tilfredse med, at vi i Europa ikke har en eneste verdensledende internetvirksomhed, at Google digitaliserer hele vores kulturarv, mens vi sidder på vores hænder. Jeg vil personligt tale med kommissionsformand Barosso og mine venner Sarkozy, Merkel og Brown om at vi får en internet-kommissær og en samlet europæisk strategi.

    Men vigtigst af alt er den kulturforandring vi skal gang med. Alle led i vores samfund må omstille sig til en digital tid, hvor vi kan udnytte hinandens viden og interesser på helt nye måder end vi har kunnet før. Det gælder lige fra folkeskolelæreren, der finder nye måder at udnytte forældrenes evner og interesser i undervisningen til Undervisningsministeriets departementschef, der skal sikre at så mange danskere som muligt får glæde af al den viden, der er i vores undervisningssystem.

    Vi står som samfund overfor at tage et hop ind i den nye tid eller at holde igen og kæmpe i mod. Vi kan vælge at forme fremtiden eller lade den forme os.

    Vi skylder vores børn at vælge den første vej. Lad os genopfinde Danmark, som et land, der tør og kan gå forrest.

    Godt nytår! ”

    Leave a Reply

  • Arkiver

  • Om bloggen

    Denne blog er skabt for at udvikle og videregive nye indsigter i de store omvæltninger nettet bringer.

    Håbet er, at tankerne kan inspirere danskere på alle niveauer til at gribe nettets muligheder for at skabe et rigere og mere intelligent samfund med det enkelte menneske som omdrejningspunkt.

    Velkommen til min blog.
    Læs min kronik som jeg omtaler i videoen på politiken.dk.

  • Seneste indlæg

  • Værd at læse…

  • Tags

  • Kontakt

    Rasmus kan kontaktes på telefon:
    +4533931883 og på mail:
    rbh@kontrapunkt.com