Det er Europa, ikke kun Kroes, der mangler svar
Der er blevet gjort meget ud af, at EUs nye kommissær for digitale område, den ellers høj-kompetente Neelie Kroes, måtte ud i en anden runde for at blive godkendt af Europa-parlamentet for nylig.
Men det er ikke hende, men Europa, der har et problem i forhold til en digital dagsorden.
Sagen er at Europa og EU har fejlet på nettet. Der er ikke blevet skabt et samlet konkurrencedygtigt marked, som kunne give Europæiske virksomheder den kundebasis og skala, der skal til for at konkurrere globalt.
For en ti år siden var der mange lovende Europæiske internetvirksomheder og europæiske medievirksomheder som Bertelsmann var fremme i skoene med at købe musiktjenesten Napster.
Men siden er det gået stødt ned ad bakke, og der er ikke et eneste Europæisk site i top 30 globalt. Et af de få succesfulde europæisk fostrede net-virksomheder Skype er karakteristisk nok på amerikanske hænder i dag. Som flere iagttagere har påpeget, så er det økosystem af investorer, talent, uddannelser og forskning, som skal til for at danne grobund for de globale succeser ganske enkelt ikke til stede på det gamle kontinent.
Hvert enkelte europæisk land har ganske nogle enkelte virksomheder, som er gode på nettet, men de bliver langsomt udkonkurreret af de store amerikanske. Fx er Facebook ved at slå de fleste landes egne sociale netværk af banen ved at udnytte netværkseffekterne på nettet.
I takt med at nettet rykker mobilt kommer værdiskabelsen på det mobile område til at finde sted inden for services og software. De dominerende spillere ser allerede nu ud til at blive Google, Apple og Microsoft, mens det er mere usikkert om fx Nokia kan omstille sig fra at producere telefoner til at levere services. Jeg frygter, at de europæiske virksomheder nok engang kommer til at stå tilbage som tabere på et nyt teknologisk område.
Hvis Neelie Kroes er sin opgave voksen må hun starte med at sende et klart signal om, at Europa er ved at tabe en af fremtidens centrale vækstområder på gulvet. Det er acceptabelt ikke at kende svarene på, hvad Europa skal gøre. Men der er brug for at få stillet de rigtige spørgsmål.
RSS feed